En bid brandvarm kommunikation

- Jesper Binzer iført grillspatel

Når man i mere end 20 år har bedrevet kommunikation, har man naturligvis sat ord på lidt af hvert. Fra fx industrielt præcisionsværktøj over uddannelse og uddannelsesinstitutioner til biler og bæredygtighed. Med meget, meget mere.

I nyere tid har jeg haft fornøjelsen af at interviewe blandt andre Jesper Binzer til det europæiske Traeger Grill-magalog. Du kan læse magasinet online her og få inspiration og de bedste grill-tips nu, hvor foråret er over os.

http://bit.ly/Traeger-magalog

Emballeret ukrudt og fiskefingre

- post-påske philosoferen

Hvad har emballeret ukrudt og fiskefingre, også kaldet fiskepinde, med kommunikation at gøre? Tilsyneladende en hel del, har den senere tid vist.

Det begyndte med Mettes makrelmad, der godt nok ikke var paneret, men alligevel mindst lige så folkelig (og fattig på frisk fisk – muligvis fattig på særlig meget fisk overhovedet, har jeg mistanke om, men det er en helt anden sag) som fiskepinde. Det talte man godt nok meget om.

Da man var færdige med det, talte man så alligevel noget mere om det. På Facebook, i avisernes ledere og politiske analyser og i et bredt udvalg af magasinprogrammer på TV2 News. Nogen mente, det var genial kommunikation. Andre mente, der var smurt lige lovligt tykt på …

Så blev det påske, og for en kort stund kom der andre ting på menuen Påsken er jo i sin oprindelse den jødiske fest pesach, hvor jøderne fejrer deres udfrielse af Egypten – og for de fleste danskere kom påsken i år til at stå som nedtælling til udfrielsen fra de værste corona-restriktioner.

For kristne er påsken imidlertid højtiden, hvor Jesu korsfæstelse og opstandelse fejres. Og uanset, om man er kristen eller ej, burde påsken 2021 have budt på mindst én opstandelse. Der er således kommet – endnu – en undersøgelse om den hårde tone på nettet, og den viser, at det nu er hver anden dansker, som ikke har lyst til at deltage online i debatter – og dermed bruge deres ytringsfrihed. Det burde vække en vis opstandelse blandt tilhængere af demokrati. Som de fleste danskere vel er?

Nogen større opstandelse blev det dog ikke til. Måske slog man mave ovenpå påskefrokosterne og havde ligesom ikke overskud til det der med demokrati og kommunikation i form af meningsudvekslinger, der kræver mere end 280 tegn og en forkærlighed for skældsord. Måske havde man fået øje på, at Jakob nu tog til gastronomisk genmæle over for Mette.  

For år tilbage blev det hipt at emballere ukrudt og sælge det til svimlende priser. Siden er det blevet stadig vigtigere at bekende sig til en grøn dagsorden, så nu har man naturligvis i stedet den helt rigtige ukrudt i sin nyttehave, så man ligesom Jakob kan ”snuppe de friske skud direkte ude fra haven og smide dem i en omelet.”  

Så kan det nok være, at danskerne igen vågnede op til diskussion! Hvor folkelig er en omelet i forhold til en makrelmad, havde Jakob sat Mette til vægs, virkede han mere ægte – eller havde han ganske enkelt bare gjort i nælderne?

Debatten fortsætter sikkert længe endnu. Og selvom det tiltaler min humoristiske sans at se granvoksne mænd i jakkesæt diskutere makrelmadder og spiseligt ukrudt med særdeles seriøse miner, så kan jeg i mit stille sind også blev en lille smule vemodig over at tænke på, at det synes at være den slags stunts og opslag, nogen af landets bedst betalte kommunikationseksperter i form af spindoktorer, kommentatorer og analytikere bruger hovedparten af deres tid på.

Tror jeg går ud og trøster mig med en leverpostejmad …

Kommunikation ER kultur og kerneværdier

– og værd at fare i blækhuset for

Kulturen er ikke samfundets fedtlag, det er selve rygraden, har en eller anden engang sagt. Det er et rigtigt godt billede, synes jeg. Sidst jeg brugte det, havde jeg selv monteret et solidt vinterdæk om livet. Primært baseret på chokolade – og manglende rygrad, vil nogle mene. Nu har jeg samme sted anlagt en anselig badering hen over sommeren. Og hvilken sommer?

2020 blev sommeren, hvor vi igen og igen hørte om Else, Niels og alle de andre ældre, der på landets plejecentre udsættes for uværdig behandling, svigt og i visse tilfælde ligefrem magtanvendelse og overgreb.

Desværre kan jeg ikke sige, at det kommer bag på mig. Det var vel, hvad man kunne forvente i et samfund, hvor politikere og andet godtfolk frejdigt kalder de mennesker, der har anlagt vores velfærdssamfund og dets værdier for ”ældrebyrden”. Ældre-BYRDEN! Gad vide, hvem det første gang brugte det udtryk?

Og gad vide, hvor det fornyede fokus på fx Black Lives Matter, som foråret og sommeren også bød på, bærer hen? Får det en reel betydning for racisme i almindelighed og den strukturelle racisme i særdeleshed? Eller bliver det mest ved spredte tiltag som at omdøbe nogle is og Pipi Langstrømpes far.

Man kan sagtens spørge sig selv, om vi på nogle punkter måske er blevet lige lovligt krænkelsesparate. Man kan også diskutere, om det at rette i gamle, fiktive historier, at fjerne og slette selv historiske dokumenter og fakta, ikke bare betyder, at vi glemmer historien – og dermed risikerer at begå de samme fejl igen.

Det er vigtige overvejelser og diskussioner. Vi må ikke blive så tyndhudede eller dumstædige, at vi i vores forurettelse krænker andre. Som da man i en antiracisme-march herhjemme paradoksalt nok segregerede deltagerne efter hudfarve og dikterede hvide mennesker at gå bagerst.

Omvendt skal vi huske på den forskning, der viser, at sproget rent faktisk skaber vores virkelighed. Fordi vores måde at navngive og tale om forskellige fænomener på beviseligt præger vores opfattelse af verden og virkeligheden.

Mange har købt ”et charmerende håndværkertilbud”, mens ingen ville så meget som overveje at tage ud og kigge på ”en fugtig og faldefærdig rønne.”

Banale pointer, siger du? Jo, måske.

Men hvorfor bliver vi så ved at tale om en ældre-BYRDE? En måde at kommunikere på, som nemt understøtter en kultur, hvor plejehjemsbeboere netop behandles som en irriterende byrde, fremfor som medmennesker med krav på værdig pleje og omsorg. En kultur, hvor kerneværdier som respekt og ligeværd synes at være fuldstændigt forsvundne.

Hvorfor har vi så ikke forstået, at vores måde at kommunikere på er omdrejningspunktet for vores kultur. At vores kultur er et udslag af de kerneværdier – eller mangel på samme – den bygger på. At kommunikation ER kultur, som ER kerneværdier.

Der er selvfølgelig den mulighed, at et flertal faktisk ser ældre medborgere som en byrde. Jeg håber det ikke. Men skulle det være tilfældet, så har jeg det med denne flertalskultur, som legendariske Winston Churchill havde det med borddamen, der spidst bemærkede ”hvis De var min mand, kom jeg gift i Deres kaffe” – hvortil Winston svarede: ”Og hvis De var min kone, drak jeg den!”

En hund i et spil kegler

– om at slå på tromme for god kommunikation.

Det er så let. Når man kan. Eller når man sidder og ser eksperterne gøre det. Sådan er det med det meste, og sådan er det med kommunikation. Skriftlig kommunikation, mundtlig kommunikation eller tegnsprog. Kommunikation med kunder, medarbejdere eller den bedre halvdel – eller hunden.

At det sidste er sandt blev jeg mindet om, da vi for nylig igen fik en hvalp i huset. Vores gamle hund blev næsten 16 år, og de sidste mange år føltes det næsten, som om vi slet ikke behøvede at sige noget til hende, som om vi simpelthen kunne telepatere – endda gennem vægge. Det skyldtes selvfølgelig rækken af rodfæstede rutiner og det nonverbale sprog, der faktisk altid udgør op mod 85-90% af vores samlede kommunikation – også når vi sætter ord på og tror, at det er dem, der bærer budskabet igennem.

Den nye hvalp er sød, sjov og ganske bedårende at se på, hvilket er godt, for ellers kunne den allerede et par gange have været billigt til salg. For den forstår ingenting. Eller rettere; den har endnu ikke lært at tale vores sprog. Og måske vigtigst af alt; vi har endnu ikke lært at tale dens.

Vi har ellers investeret i opdaterede udgaver af hvalpetræningsbøger og set utallige træningsfilm på nettet for at genopfriske den helt rigtige måde at tale hund på. Og det ser som sagt så nemt ud, når dem, der kan, viser hvordan. Sværere er det i praksis.

En ganske enkelt øvelse, der illustrerer kommunikationens svære kunst – uden at kræve hund – er den såkaldte trommeøvelse.

1. Først skal du tænke på en sang/melodi.

2. Hidkald så en kollega, ven, partner, eller hvad du nu lige har ved hånden. Fortæl IKKE, hvilken sang/melodi, du har valgt.

3. Trom nu sangens/melodiens takt på dine lår og bed vedkommende gætte, hvilken sang/melodi, der er tale om. Du må ikke mime eventuel tekst.

Fungerede det bare fjong for dig? Nej, vel?

Gætter vedkommende sangen, er det rent held – eller fordi du alligevel kom til at mime. For selvom du inde i dit hoved tydeligt hører sangen for dig, når du trommer på lårene, hører din modpart bare nogle klask i en eller anden takt. Han eller hun aner ikke engang, om der er tale om en salme, en børnesang, en vise, et stykke heavy metal, et … Og vedkommende er da slet, slet ikke inde i dit hoved. Inde i dine tanker.

Det er modtageren af vores kommunikation aldrig. Uanset om den foregår via klap, vokaler, konsonanter eller røgsignaler. Så det er vigtigt at gøre sig umage – og i stedet for at forvente, at modtageren er tænkelæser gælder det om at prøve at sætte sig i hendes/hans sted.

Med dette in mente er det nu lykkedes at få hunden til at komme, når vi kalder. Næsten hver gang. Og i hvert fald helt sikkert, når hun er modtagelig for budskabet om at komme susende …